kærlighed

Hold op med at gøre dig eller dit barn forkert

Min lærer og mentor, Debbie Ford sagde ofte, at det er nemt nok at elske sig selv, når man har det godt, når man har succes, føler sig pæn og ovenpå. Men virkelig at elske sig selv, handler om også at kunne elske sig selv, når man er øv, grim og nede.

Er jeg god nok?

Jeg tænker ofte på det i relation til det at være mor og far. Det er nemt nok at synes, at vi har styr på det der med at være forældre og føle os gode nok, når børnene er glade, virker tilfredse i daginstitution eller skole, og når de er nemme at omgås. Men troen på vores evne til at være forældre bliver måske udfordret, når børnehaven eller skolen ringer, fordi barnet har lavet ballade (igen), eller når man ikke kan styre ungerne til familiefesten (igen) eller fortsæt selv listen.

Det er menneskeligt. Men det gør ikke noget godt for os – eller vores børn. Når vi måler vores egen succes som forældre ved at kigge på vores børn, er det anstrengende for vores børn. Der er ikke noget børn hellere vil end gøre mor og far glade, så de vil strække sig langt for at gøre os tilfredse. Konklusionen i et barn vil nok lyde nogenlunde sådan her – min mor har dårlig samvittighed over, at hun ikke har gjort det godt nok (fordi JEG ikke er god nok).

Væk med rigtig og forkert

Lad os i stedet koncentrere os om det, der sker imellem os. Uden at måle og veje og gøre os selv eller andre forkerte. Så får vi måske også øjnene op for, at den pæne pige, der er nem at omgås, måske har det svært inde bag ønsket om at gøre mor og far glade. Måske ser vi, at uromageren i klassen forsøger at råbe de voksne op og fortælle dem, at der er noget, der ikke fungerer. Der er altid en mening bag børns handlinger. Det kan bare være lidt svært at se det, hvis skal igennem et bjerg af dårlig samvittighed og rigtigt og forkert først.

Lad os nysgerrigt undersøge, hvem vi hver især er, og hvorfor vi gør, det vi gør. Også når vi har øv-dage, er urimelige og sure eller oplever ængstelighed og større udfordringer end et simpelt skænderi. Når børnene stritter imod og udfordrer os. Det er lige her, at vi kan lære en masse om os selv og hinanden – og øve os i at elske alt det, vores familie indeholder.

 

 

 

 

 

Skæld mindre ud

Jeg er meget optaget af, hvordan vi håndterer konflikter i familien. Og med vi, mener jeg “vi voksne”. For det er nemlig os, der har ansvaret for, hvordan vi håndterer konflikterne. Indimellem kan det føles som om,  det er vores børns skyld, at der er så mange konflikter. “Hvis bare de ikke pev så meget” eller “hvis bare de gjorde, hvad der blev sagt”. Og ja, det kan være meget frustrerende at være forældre til en følelsesladet 3-årig, der slet ikke kan håndterer raseriet over legetøj, der driller eller en jaloux storesøster, der slår baby i hovedet. Så vi skælder ud.

En 4-årig pige sagde: “skældud er, når de voksne slår med stemmen.”

En anden lille pige fortalte sig mor, hvordan det føltes, når moren råbte: “Jeg ved godt, at du ikke siger, at du ikke kan lide mig. Men det er sådan, det lyder inde i mig.”

Børn tåler ikke skældud særligt godt. Derfor lukker de også hurtigt af for det, vi siger, når vi skælder ud. Det er en måde at passe på sig selv. Så hvad er alternativet for frustrerede og trætte forældre? Det første skridt er at tage ansvaret og ikke bebrejde børnene, at der bliver skældt ud i familien. For helt ærligt, kan man så i de fleste tilfælde ikke forestille sig, at der måske – bare måske – også kunne være andre måder at gribe en bestemt situation an end den man valgte?

Det kunne jeg aldrig finde på

Hvad har du besluttet dig for, at du ALDRIG vil gøre som forælder? Det kan fx. lyde sådan her “jeg vil aldrig sige til min den ældste dreng, at han skal huske, at han er den store”, “jeg vil aldrig tvinge mine børn til at smage på maden” eller måske “jeg vil aldrig råbe ad mine børn”. Måske er du lykkes med ikke at gøre det, du har lovet dig selv og dine børn, at du aldrig ville gøre. Sandsynligheden for, at du alligevel er faldet i og har gjort netop det, som du sagde, du ikke ville, er nok større. Måske har du også haft en hammer frem og banket dig selv lidt oveni hovedet….

Sagen er den, at vi alle falder i nogle fælder. De fleste af os, har oplevet ting i vores barndom, som vi erindrer som så tilpas ubehagelige eller smertefulde til, at vi har besluttet os for, at vi vil skåne vores børn for samme oplevelse. Problemet er dels, at det slet ikke handler om vores børn (det handler om os og vores egne sår), og dels at vi på den måde nærmest sætter fælder op for os selv, som bare står og venter på, at vi falder i dem. Lad os begynde med det første – nemlig, at det slet ikke handler om vores børn. Intentionen om at skåne vores børn for noget, som vi selv har erfaret som ubehageligt, kommer af den store kærlighed til vores børn og ønsket om at gøre det bedste for dem. Men hvis vi virkelig vil gøre en forskel, må vi hele vores egne sår – først da kan vi for alvor bryde mønstret.

Og det fører mig videre til det andet punkt – nemlig at vores gode intentioner nærmest kommer til at fungere som fælder. Vi sværger måske, at vi ikke vil være på en bestemt måde eller gøre nogle bestemte ting, men langt de fleste mennesker oplever før eller siden at stå ansigt til ansigt med det, de har forsøgt at skubbe væk. Det kan være temmeligt ubehageligt at opleve, at man selv gør det, man havde lovet, at man ikke ville. Men tjek ind med dig selv og vær ærlig – hvis du tør se, hvor du falder i fælder og ikke er den forælder, du gerne vil være, kan du ændre det. Men lad hammeren ligge, for læring og udvikling kan ikke finde sted, når du banker dig selv oveni hovedet.

Giv slip

For nylig fandt jeg dette smukke postkort. Tænk, hvis vi som forældre kunne give slip på vores børn med samme lethed som den lille pige, der slipper duen løs. Hvad eller hvem har du brug for at give slip på?

Fokus væk fra børnene

Som forældre kan vi fokusere meget på at være gode forældre. Vi vil så gerne gøre det bedste for vores børn – nogle gange i sådan en udstrækning, at vi helt glemmer os selv. Og vi bliver måske endda blinde overfor, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, når vi glemmer os selv.

Det handler om at give slip på børnene, lade dem være og finde tilbage til os selv. Når vi som forældre har det godt med os selv – og ikke mindst hinanden, giver vi det videre til vores børn. Det nytter ikke rigtig noget at gøre alt for, at vores børn har det godt, hvis vi glemmer at tage vare på os selv og vores parforhold.

I bogen Når børn er bange står der om forholdet til os selv og vores børn:

“Selvkærlighed rummer muligheden for at give slip på andre og for at finde sig selv. Deri ligger chancen til i stigende grad at reflektere over sig selv, fremfor over børnene. Selvkærlighed rummer kimen til erkendelsen af, at kun når jeg tager godt vare på mig selv, kan jeg tage vare på mine børn. Hvorimod et menneske, der investerer alle sine kræfter i børnenes ve og vel, glemmer sig selv, er ikke i stand til at give slip og klamrer sig fast. Når man ofrer sig selv, uden at tage sig selv alvorligt, bliver man et offer, som kun høster medlidenhedens smuler. Når man ikke kan give slip, bliver man på et tidspunkt uretfærdig, og man får ikke ubetinget kærlighed, men derimod en opmærksomhed, som er knyttet til betingelser.”