Styrk dit barns mentale robusthed

Som forældre kan vi støtte vores børns robusthed på forskellige måder. Her får du tre bud på, hvad du kan gøre her og nu

Skift ros ud med anerkendelse 

Du har sikkert hørt det før. Hvis ikke, så er det godt, at du finder ud af det nu. Ros i form af kommentarer som “hvor er du god”, “dygtig!”, “du synger, danser, tegner, hopper simpelthen så godt” – kan virke stik mod hensigten. Især hvis man gør det meget – og hvis man gør det istedet for at anerkende det, der er vigtigt for barnet her og nu.

Hvis børn igen og igen bliver mødt med ros, lærer de, at det er meget vigtigt “at jeg er god”. Hvis sådanne børn bliver mødt med udfordringer, kan de blive bange for, at de ikke kan klare det godt – for så er de jo ikke gode …

Og i virkeligheden, så har børn ikke (altid) brug for at høre, at de er gode! Børn har brug for at blive set og mødt der, hvor de er. Hvis Ida på 4 år har lavet en tegning og glædet sig til at give den til mormor, så er det måske ikke så vigtigt, at den er pæn – men at mormor bliver GLAD. At hun SER, at Ida ville glæde hende. Det kan også være, at Ida har gjort sig umage med at tegne en lille hund, fordi mormor elsker hunde. Så fremfor at sige “nej, hvor er du god til at tegne”, kan mormor sige “Ja, jeg elsker jo hunde. Og jeg kan se, at du virkelig har brugt tid på at lave tegningen. Tusind tak!”

Hvis Peter på 6 år har svært ved at skrive sit navn, så hjælper det ikke, at vi siger “du er da bare så god!” – for hvis han ikke er, så kan han ikke bruge den tilbagemelding til en disse. Hvad han kan bruge er, at vi siger “jeg kan godt se, at det er svært, men hvor er det godt, at du øver dig. Så bliver du bedre og bedre.”

Jo bedre, vi voksne bliver til at have fokus på processen og på intentionen, desto mere føler børn sig set – og jo mere mod får de på at tage fat på udfordringer. Man kan selv styre om, man vil gøre sit bedste, når noget er svært – men ikke altid om resultatet bliver godt.

 

Lad dit barn tage ansvar i fællesskabet

Giv dit barn pligter i hjemmet, så han/ hun lærer at tage ansvar og bidrage til fællesskabet.

En fire-årig kan fx. 
Selv tage sko og tøj på og af – og lægge på plads

Dække bord

Rydde op på sit legetøj

Hjælpe med at lave mad, fx. skylle grøntsager

En 7-årig kan fx.

Hjælpe med at smøre sin madpakke

Dække bord og rydde af

Hjælpe med indkøb i supermarkedet

Lægge eget tøj til vask

Vaske sig i bad

Gøre skoletaske klar

En 10-årig kan fx.

Have en ugentlig maddag

Smøre egen madpakke

Tømme opvaskemaskine

Rydde op på eget værelse

Tage ansvar for egne lektier

Evt. passe mindre søskende

Tage ansvar for egne penge

 

Lad dit barn klare udfordringer

Jeg er egentlig ikke vild med citatet “what doesn’t kill you, makes you stronger”, for det er jo ikke helt rammende. Men det er vigtigt, at børn møder passende udfordringer, fordi de derved får oplevelsen af, at  de godt kan klare noget, selvom det er svært. Når forældre søger at skærme deres børn mod oplevelser og udfordinger, der er ubehagelige, frarøver de børnene nogle vigtige erfaringer.

Hvad er så passende udfordringer? Det er udfordringer, der ligger lige udenfor barnets komfortzone, men som ikke overbelaster barnet. Og fordi livet sker, så vil nogle børn også opleve udfordringer, der kan stresse dem og sætte deres psykiske system i en form for alarmberedskab. Men også det kan barnet lære af, hvis det oplever at få støtte i de fællesskaber, det indgår i, fx. i familien, i skolen, blandt venner osv.

Børn er forskellige. Nogle kan klare meget, andre kan klare lidt. Nogle bliver født til at skulle kunne klare mere end andre, fordi deres liv former sig på en måde, der kalder på indre styrke.

Men alle børn har brug for at lære sig selv at kende – og man kan kun kende sine egne ressourcer, hvis de aktiveres og udvikles.

 

 

Forældreskab begynder indefra

I medierne popper der jævnligt artikler og debatter op om ustyrlige unger, forkælede teenagere, forældre, der ikke sætter grænser osv. Som forældre bliver vi nærmest bombarderet med alle mulige forskellige holdninger til, hvordan vi skal opdrage vores børn. Der er et væld af eksperter, der udtaler sig og kommer med gode råd. Børnenes bedsteforældre har ofte også en holdning.

Der er altså ikke noget at sige til, at vi bliver usikre. Det er okay, det er sådan det er for de fleste. Alligevel forsøger mange at komme usikkerheden til livs ved at søge eksperters råd og læse om børneopdragelse i den ene bog efter den anden. Ofte forstærker det usikkerheden og følelsen af ikke at være god nok. De fleste af os ved efterhånden godt, at det er noget skidt at skælde ud. Vi ved også godt, at det er bedst, at vores børn ikke får for meget sukker, at de bevæger sig og ikke bruger for meget tid på ipad’en. Vi skal tale med vores børn – men ikke for meget osv. osv. Det er måske nemt nok at slå op i en bog og finde et svar der. Problemet er bare, at det sjældent virker. Jeg får næsten lyst til at sige, at vi ligeså godt bare kunne slå os selv oveni hovedet med bogen:-)

forældre indefra

Og det er jo ikke fordi, der er noget galt med bøgerne. Der er skrevet mange gode bøger om børneopdragelse (jeg har selv læst dem:-)). Men usikkerheden kommer indefra, og derfor bliver vi nødt til (også) at kigge der, hvis vi vil finde svar på, hvordan vi bedst opdrager vores børn.

Der er nemlig ingen andre end dig, der ved, hvordan du kan være den bedste forælder for dit barn. Der er ingen andre end dig, der har gået i dine sko og oplevet alt det, du har pakket ned i din bagage. Vores første familie – altså den vi var børn i – har sat nogle spor i os. Det er de spor, der ofte popper op, når vi kommer til at skælde ud, selvom vi ikke vil. Det er også dem, der gør, at vi ikke selv kan leve op til at være fysisk aktive, selvom vi prædiker det for vores børn. Osv. Det betyder ikke, at vi skal give vores egne forældre skylden for de fejl, vi begår. Vi skal tage ansvar for dem.

Derfor foreslår jeg, at vi i langt højere grad begynder at vender blikket indad. Så kan vi spørge os selv – hvad er det, jeg vil give min børn? Hvilke mennesker, vil jeg støtte dem i at udvikle sig til at blive? Hvordan kan det være, at jeg bliver usikker? I hvilke situationer? Og hvorfor?

 

 

Hold op med at gøre dig eller dit barn forkert

Min lærer og mentor, Debbie Ford sagde ofte, at det er nemt nok at elske sig selv, når man har det godt, når man har succes, føler sig pæn og ovenpå. Men virkelig at elske sig selv, handler om også at kunne elske sig selv, når man er øv, grim og nede.

Er jeg god nok?

Jeg tænker ofte på det i relation til det at være mor og far. Det er nemt nok at synes, at vi har styr på det der med at være forældre og føle os gode nok, når børnene er glade, virker tilfredse i daginstitution eller skole, og når de er nemme at omgås. Men troen på vores evne til at være forældre bliver måske udfordret, når børnehaven eller skolen ringer, fordi barnet har lavet ballade (igen), eller når man ikke kan styre ungerne til familiefesten (igen) eller fortsæt selv listen.

Det er menneskeligt. Men det gør ikke noget godt for os – eller vores børn. Når vi måler vores egen succes som forældre ved at kigge på vores børn, er det anstrengende for vores børn. Der er ikke noget børn hellere vil end gøre mor og far glade, så de vil strække sig langt for at gøre os tilfredse. Konklusionen i et barn vil nok lyde nogenlunde sådan her – min mor har dårlig samvittighed over, at hun ikke har gjort det godt nok (fordi JEG ikke er god nok).

Væk med rigtig og forkert

Lad os i stedet koncentrere os om det, der sker imellem os. Uden at måle og veje og gøre os selv eller andre forkerte. Så får vi måske også øjnene op for, at den pæne pige, der er nem at omgås, måske har det svært inde bag ønsket om at gøre mor og far glade. Måske ser vi, at uromageren i klassen forsøger at råbe de voksne op og fortælle dem, at der er noget, der ikke fungerer. Der er altid en mening bag børns handlinger. Det kan bare være lidt svært at se det, hvis skal igennem et bjerg af dårlig samvittighed og rigtigt og forkert først.

Lad os nysgerrigt undersøge, hvem vi hver især er, og hvorfor vi gør, det vi gør. Også når vi har øv-dage, er urimelige og sure eller oplever ængstelighed og større udfordringer end et simpelt skænderi. Når børnene stritter imod og udfordrer os. Det er lige her, at vi kan lære en masse om os selv og hinanden – og øve os i at elske alt det, vores familie indeholder.

 

 

 

 

 

Konflikter i familien

En konflikt betyder dybest set bare, at to parter vil noget forskelligt. Så at forestille sig et familieliv uden konflikter er absurd, for der vil altid være nogen i en familie, der vil noget forskelligt. Derfor hjælper det heller ikke at forsøge at undgå konflikterne, for så sker der bare det, at de vokser sig større og større. Vi kan måske undgå konflikterne i en periode, men de ligger og ulmer under overfladen og kommer op før eller siden.

Men hvordan håndterer vi så konflikterne i vores familie? Det kan indimellem være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, men her er et par tips til, hvad du kan gøre som forælder.

Som forældre kan vi ofte få en konflikt med vores børn til at eskalere, selvom det selvfølgelig ikke er vores hensigt. Da jeg for nylig var ude at handle så jeg en mor og hendes datter på 3-4 år. Pigen ville gerne have en slikkepind, og det ville moren ikke give hende. Pigen begyndte at græde, og moren blev irriteret og sagde, at hvis datteren opførte sig sådan, kunne hun ikke komme med ud at handle en anden gang. Jeg tror, de fleste kan sætte sig i morens sted. Men trusler og straf hjælper ikke i en konflikt. Datteren taber ansigt, og hun får ikke lov til at mærke sine følelser. Istedet får hun indirekte at vide, at hun ikke er okay. Jeg er næsten sikker på, at konflikten ikke ville eskalere, hvis moren istedet havde sagt noget i retning af “hvor er det surt ikke at få en slikkepind, når det lige var det, du havde lyst til”. På den måde får barnet lov til at have sine følelser og kan gå ud af konflikten uden følelsen af, at jeg er ikke okay.

Det er altid et godt udgangspunkt at blive på ens egen banehalvdel, for hvis der er noget, der kan få en konflikt til at ekskalere så er det, når modparten siger ting som “du piver altid” eller “du gør aldrig, som jeg beder dig om”. Tag derimod udgangspunkt i dig selv. Det gør du ganske enkelt ved at fokusere på “jeg” fremfor “du”.

Den måde, vi som forældre løser konflikter på både indbyrdes og med vores børn, former den konfliktløsningsmodel, som vores børn vil tage med sig videre gennem livet. Hvis de oplever, at vi ikke taler respektfuldt til hinanden, når vi bliver sure, kan vi ikke forvente, at de vil tale respektfuldt til os, hvadenten de er 5, 15 eller 25 år. Hvis vi vælger at ignorere eller smække med døren, når vi er i konflikt, så lærer vi vores børn, at det er sådan, man håndterer konflikter. Derfor kan det være en god ide, at vi forældre er bevidste om, hvilke værdier, der er vigtige for os. Er ligeværdighed vigtigt i jeres familie? Respekt? Ansvar? Når vi bliver bevidste om vores værdier, er det nemmere at finde ud af, om vi er på rette spor, når vi står midt i en konflikt.

Hvis vi fx. synes, at respekt er vigtigt i vores familie, så nytter det ikke noget, at vi forventer, at vores børn skal respektere os, uden at vi respekterer dem. Vi kan ikke forvente, at børn lader os tale uforstyrret med andre voksne, hvis vi gang på gang afbryder dem. Der er meget sandhed i, at børn ikke gør, som vi siger, men de gør, som vi gør.

I forholdet mellem forældre og børn opstår der hele tiden små og store konflikter. Det er måden, vi håndterer konflikterne på, der er afgørende for vores indbyrdes relation til hinanden i familien.

Skæld mindre ud

Jeg er meget optaget af, hvordan vi håndterer konflikter i familien. Og med vi, mener jeg “vi voksne”. For det er nemlig os, der har ansvaret for, hvordan vi håndterer konflikterne. Indimellem kan det føles som om,  det er vores børns skyld, at der er så mange konflikter. “Hvis bare de ikke pev så meget” eller “hvis bare de gjorde, hvad der blev sagt”. Og ja, det kan være meget frustrerende at være forældre til en følelsesladet 3-årig, der slet ikke kan håndterer raseriet over legetøj, der driller eller en jaloux storesøster, der slår baby i hovedet. Så vi skælder ud.

En 4-årig pige sagde: “skældud er, når de voksne slår med stemmen.”

En anden lille pige fortalte sig mor, hvordan det føltes, når moren råbte: “Jeg ved godt, at du ikke siger, at du ikke kan lide mig. Men det er sådan, det lyder inde i mig.”

Børn tåler ikke skældud særligt godt. Derfor lukker de også hurtigt af for det, vi siger, når vi skælder ud. Det er en måde at passe på sig selv. Så hvad er alternativet for frustrerede og trætte forældre? Det første skridt er at tage ansvaret og ikke bebrejde børnene, at der bliver skældt ud i familien. For helt ærligt, kan man så i de fleste tilfælde ikke forestille sig, at der måske – bare måske – også kunne være andre måder at gribe en bestemt situation an end den man valgte?

Det kunne jeg aldrig finde på

Hvad har du besluttet dig for, at du ALDRIG vil gøre som forælder? Det kan fx. lyde sådan her “jeg vil aldrig sige til min den ældste dreng, at han skal huske, at han er den store”, “jeg vil aldrig tvinge mine børn til at smage på maden” eller måske “jeg vil aldrig råbe ad mine børn”. Måske er du lykkes med ikke at gøre det, du har lovet dig selv og dine børn, at du aldrig ville gøre. Sandsynligheden for, at du alligevel er faldet i og har gjort netop det, som du sagde, du ikke ville, er nok større. Måske har du også haft en hammer frem og banket dig selv lidt oveni hovedet….

Sagen er den, at vi alle falder i nogle fælder. De fleste af os, har oplevet ting i vores barndom, som vi erindrer som så tilpas ubehagelige eller smertefulde til, at vi har besluttet os for, at vi vil skåne vores børn for samme oplevelse. Problemet er dels, at det slet ikke handler om vores børn (det handler om os og vores egne sår), og dels at vi på den måde nærmest sætter fælder op for os selv, som bare står og venter på, at vi falder i dem. Lad os begynde med det første – nemlig, at det slet ikke handler om vores børn. Intentionen om at skåne vores børn for noget, som vi selv har erfaret som ubehageligt, kommer af den store kærlighed til vores børn og ønsket om at gøre det bedste for dem. Men hvis vi virkelig vil gøre en forskel, må vi hele vores egne sår – først da kan vi for alvor bryde mønstret.

Og det fører mig videre til det andet punkt – nemlig at vores gode intentioner nærmest kommer til at fungere som fælder. Vi sværger måske, at vi ikke vil være på en bestemt måde eller gøre nogle bestemte ting, men langt de fleste mennesker oplever før eller siden at stå ansigt til ansigt med det, de har forsøgt at skubbe væk. Det kan være temmeligt ubehageligt at opleve, at man selv gør det, man havde lovet, at man ikke ville. Men tjek ind med dig selv og vær ærlig – hvis du tør se, hvor du falder i fælder og ikke er den forælder, du gerne vil være, kan du ændre det. Men lad hammeren ligge, for læring og udvikling kan ikke finde sted, når du banker dig selv oveni hovedet.

Giv slip

For nylig fandt jeg dette smukke postkort. Tænk, hvis vi som forældre kunne give slip på vores børn med samme lethed som den lille pige, der slipper duen løs. Hvad eller hvem har du brug for at give slip på?

Fokus væk fra børnene

Som forældre kan vi fokusere meget på at være gode forældre. Vi vil så gerne gøre det bedste for vores børn – nogle gange i sådan en udstrækning, at vi helt glemmer os selv. Og vi bliver måske endda blinde overfor, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, når vi glemmer os selv.

Det handler om at give slip på børnene, lade dem være og finde tilbage til os selv. Når vi som forældre har det godt med os selv – og ikke mindst hinanden, giver vi det videre til vores børn. Det nytter ikke rigtig noget at gøre alt for, at vores børn har det godt, hvis vi glemmer at tage vare på os selv og vores parforhold.

I bogen Når børn er bange står der om forholdet til os selv og vores børn:

“Selvkærlighed rummer muligheden for at give slip på andre og for at finde sig selv. Deri ligger chancen til i stigende grad at reflektere over sig selv, fremfor over børnene. Selvkærlighed rummer kimen til erkendelsen af, at kun når jeg tager godt vare på mig selv, kan jeg tage vare på mine børn. Hvorimod et menneske, der investerer alle sine kræfter i børnenes ve og vel, glemmer sig selv, er ikke i stand til at give slip og klamrer sig fast. Når man ofrer sig selv, uden at tage sig selv alvorligt, bliver man et offer, som kun høster medlidenhedens smuler. Når man ikke kan give slip, bliver man på et tidspunkt uretfærdig, og man får ikke ubetinget kærlighed, men derimod en opmærksomhed, som er knyttet til betingelser.”

 

 

Derfor siger forældre nej igen og igen

Nogle af de konflikter vi oplever med vores børn skyldes, at vi har for høje forventninger til dem. Det siges tit om børn, at de prøver grænser af, og det er ikke sjældent, at jeg hører forældre sige “se, nu tester hun mig”. Det sker fx. i situationer, hvor mor eller far siger nej, og barnet bare fortsætter. Det er irriterende, men vores børn gør det ikke for at irritere. De gør det, fordi de ikke kan lade være. Børns manglende impulskontrol i hjernen gør, at det er svært for dem at huske på beskeder som “sid stille” eller “du må først spise kagen, når vi alle sammen sidder her” i længere tid. Den umiddelbare nydelse er simpelthen stærkere end forældrenes nej.

Det ses tydeligt i Marshmallow testen. Du kan se mere her:

The Marshmallow Experiment – Instant Gratification

 

Ros og anerkendelse

Dygtig! Hvor er du god til at svømme, dele, lege, cykle…..

Vi roser i den bedste mening. Fordi vi bliver begejstrede, og fordi vi gerne vil styrke vores børns selvtillid. Men hvis et barn hele tiden bliver vurderet ud fra det, det gør eller præsterer, sker der nemt det, at barnet knytter sit eget værd til sine præstationer. Måske kender du det fra dig selv. Du har lavet en fejl eller noget er gået galt, og du får det til at betyde “jeg er ikke god nok” eller “der er noget galt med mig”.

Helt basalt handler det om skellet mellem selvtillid og selvværd. Vores selvtillid handler om vores præstationer, mens selvværd handler om evnen til at mærke sig selv. Har man et godt selvværd vil en fejl sjældent ryste en af pinden, for så har man en grundlæggende tro på, at man er god nok. Desuden er selvtillid sjældent et problem, hvis man har et godt selvværd. Som forældre giver det derfor god mening at gøre vores bedste for at udruste vores børn med et godt selvværd.

At kunne mærke sig selv og sige til og fra. At fejle og stadig føle sig god nokDét handler om selvværd. Hvordan kan vi så støtte vores børns selvværd?

Det kan vi ved at skrue ned for ros og skrue op for anerkendelse. Det gør vi helt praktisk ved at komme i øjenhøjde med vores børn og sætte os ind i deres univers. Det kan fx. lyde sådan her “Jeg kan godt lide farverne på din tegning” “hvor er jeg glad for, at du havde lyst til at give mig blomsterne” eller “det kræver tålmodighed at bruge så lang tid på sådan et projekt”.

Hvorfor det IKKE handler om at være perfekt

I denne video taler forsker og Ph.D. Brené Brown om skam, autenticitet og sårbarhed. Om vores rolle som forældre siger hun:

“Our job is to look [at our children] and say  “You know what? You’re imperfect and you’re wired for struggle , but you are worthy of love and belonging.”