I medierne popper der jævnligt artikler og debatter op om ustyrlige unger, forkælede teenagere, forældre, der ikke sætter grænser osv. Som forældre bliver vi nærmest bombarderet med alle mulige forskellige holdninger til, hvordan vi skal opdrage vores børn. Der er et væld af eksperter, der udtaler sig og kommer med gode råd. Børnenes bedsteforældre har ofte også en holdning.
Der er altså ikke noget at sige til, at vi bliver usikre. Det er okay, det er sådan det er for de fleste. Alligevel forsøger mange at komme usikkerheden til livs ved at søge eksperters råd og læse om børneopdragelse i den ene bog efter den anden. Ofte forstærker det usikkerheden og følelsen af ikke at være god nok. De fleste af os ved efterhånden godt, at det er noget skidt at skælde ud. Vi ved også godt, at det er bedst, at vores børn ikke får for meget sukker, at de bevæger sig og ikke bruger for meget tid på ipad’en. Vi skal tale med vores børn – men ikke for meget osv. osv. Det er måske nemt nok at slå op i en bog og finde et svar der. Problemet er bare, at det sjældent virker. Jeg får næsten lyst til at sige, at vi ligeså godt bare kunne slå os selv oveni hovedet med bogen:-)
Og det er jo ikke fordi, der er noget galt med bøgerne. Der er skrevet mange gode bøger om børneopdragelse (jeg har selv læst dem:-)). Men usikkerheden kommer indefra, og derfor bliver vi nødt til (også) at kigge der, hvis vi vil finde svar på, hvordan vi bedst opdrager vores børn.
Der er nemlig ingen andre end dig, der ved, hvordan du kan være den bedste forælder for dit barn. Der er ingen andre end dig, der har gået i dine sko og oplevet alt det, du har pakket ned i din bagage. Vores første familie – altså den vi var børn i – har sat nogle spor i os. Det er de spor, der ofte popper op, når vi kommer til at skælde ud, selvom vi ikke vil. Det er også dem, der gør, at vi ikke selv kan leve op til at være fysisk aktive, selvom vi prædiker det for vores børn. Osv. Det betyder ikke, at vi skal give vores egne forældre skylden for de fejl, vi begår. Vi skal tage ansvar for dem.
Derfor foreslår jeg, at vi i langt højere grad begynder at vender blikket indad. Så kan vi spørge os selv – hvad er det, jeg vil give min børn? Hvilke mennesker, vil jeg støtte dem i at udvikle sig til at blive? Hvordan kan det være, at jeg bliver usikker? I hvilke situationer? Og hvorfor?
