Jeg er meget optaget af, hvordan vi håndterer konflikter i familien. Og med vi, mener jeg “vi voksne”. For det er nemlig os, der har ansvaret for, hvordan vi håndterer konflikterne. Indimellem kan det føles som om,  det er vores børns skyld, at der er så mange konflikter. “Hvis bare de ikke pev så meget” eller “hvis bare de gjorde, hvad der blev sagt”. Og ja, det kan være meget frustrerende at være forældre til en følelsesladet 3-årig, der slet ikke kan håndterer raseriet over legetøj, der driller eller en jaloux storesøster, der slår baby i hovedet. Så vi skælder ud.

En 4-årig pige sagde: “skældud er, når de voksne slår med stemmen.”

En anden lille pige fortalte sig mor, hvordan det føltes, når moren råbte: “Jeg ved godt, at du ikke siger, at du ikke kan lide mig. Men det er sådan, det lyder inde i mig.”

Børn tåler ikke skældud særligt godt. Derfor lukker de også hurtigt af for det, vi siger, når vi skælder ud. Det er en måde at passe på sig selv. Så hvad er alternativet for frustrerede og trætte forældre? Det første skridt er at tage ansvaret og ikke bebrejde børnene, at der bliver skældt ud i familien. For helt ærligt, kan man så i de fleste tilfælde ikke forestille sig, at der måske – bare måske – også kunne være andre måder at gribe en bestemt situation an end den man valgte?