Min lærer og mentor, Debbie Ford sagde ofte, at det er nemt nok at elske sig selv, når man har det godt, når man har succes, føler sig pæn og ovenpå. Men virkelig at elske sig selv, handler om også at kunne elske sig selv, når man er øv, grim og nede.

Er jeg god nok?

Jeg tænker ofte på det i relation til det at være mor og far. Det er nemt nok at synes, at vi har styr på det der med at være forældre og føle os gode nok, når børnene er glade, virker tilfredse i daginstitution eller skole, og når de er nemme at omgås. Men troen på vores evne til at være forældre bliver måske udfordret, når børnehaven eller skolen ringer, fordi barnet har lavet ballade (igen), eller når man ikke kan styre ungerne til familiefesten (igen) eller fortsæt selv listen.

Det er menneskeligt. Men det gør ikke noget godt for os – eller vores børn. Når vi måler vores egen succes som forældre ved at kigge på vores børn, er det anstrengende for vores børn. Der er ikke noget børn hellere vil end gøre mor og far glade, så de vil strække sig langt for at gøre os tilfredse. Konklusionen i et barn vil nok lyde nogenlunde sådan her – min mor har dårlig samvittighed over, at hun ikke har gjort det godt nok (fordi JEG ikke er god nok).

Væk med rigtig og forkert

Lad os i stedet koncentrere os om det, der sker imellem os. Uden at måle og veje og gøre os selv eller andre forkerte. Så får vi måske også øjnene op for, at den pæne pige, der er nem at omgås, måske har det svært inde bag ønsket om at gøre mor og far glade. Måske ser vi, at uromageren i klassen forsøger at råbe de voksne op og fortælle dem, at der er noget, der ikke fungerer. Der er altid en mening bag børns handlinger. Det kan bare være lidt svært at se det, hvis skal igennem et bjerg af dårlig samvittighed og rigtigt og forkert først.

Lad os nysgerrigt undersøge, hvem vi hver især er, og hvorfor vi gør, det vi gør. Også når vi har øv-dage, er urimelige og sure eller oplever ængstelighed og større udfordringer end et simpelt skænderi. Når børnene stritter imod og udfordrer os. Det er lige her, at vi kan lære en masse om os selv og hinanden – og øve os i at elske alt det, vores familie indeholder.